onsdag den 26. oktober 2016

Køb af udstyr

Der er nogle der gerne vil købe udstyr i Danmark, og der er flere forhandlere som giver god service, men problemet er et smalt sortiment, og ofte er de ikke leveringsdygtige i alle de stumper man skal bruge.

her er en liste over danske forhandlere. Den er ikke komplet og jeg har ikke brugt alle.
http://www.rc-netbutik.dk/
http://rotordisc.dk/
http://holte-modelhobby.dk/
http://mbhobby.dk/
http://rcfun.dk/

Derudover er der morfars.dk som ikke er rettet mod det samme entusiast marked.

Derfor er der rigtigt mange danskere som flyver droner og fly, og kører fjernstyrede biler der handler hos HobbyKing eller engelske netbutikker. Ved HobbyKing skal man huske at bruge det europæiske eller engelske "warehouse" for at undgå at skulle betale importmoms og gebyr. Visse ting sendes ikke fra England. Porto er $8.99 med GLS fra Holland.

Der er også rigtigt mange danskere der køber udstyr i Kina. Her er den absolut førende (både med kunderservice, udvalg og priser) Banggood. De har næsten alt hvad man kan drømme om både dele og færdige modeller. Og alt muligt andet ogå. Det er p.t. (2016) den mest seriøse af de kinesiske netbutikker. De har også en EU butik med meget begrænset udvalg. Ofte er de billigere end de billige eBay forhandlere. Men eBay er også populært. Og hvis man skal have mere sjældne varer, så må man ty til AliExpress (dyrere end eBay) eller TaoBao, som regel med en mellemmand der også skal tjene (det er kun på kinesisk).

Køb fra udlandet - regler

Når man køber for over 80 kr fra lande udenfor EU, så skal der som udgangspunkt betales moms og et fortoldningsgebyr til transportøren. Ved beløb over 1150 kr både moms og told + gebyr.

Gebyrets størrelse varierer, de dyreste er de dårligste. Det er PostNord tidligere kendt som PostDanmark. De opkræver 150 kr for fortoldning, hvor de andre (UPS/DHL/FedEx) opkræver 125 kr.

Når man køber fra Kina, så skal man undgå EMS Express post. Det er som regel noget dyrere. Det betyder at varen hurtig kommer ud af Kina, ligger ca. 10-21 dage i København før de behandler den. Det er ligesom med almindelige forsendelser med tracking nummer når det først kommer til Danmark..

Normale forsendelser uden tracking nummer tager typisk 3-6 uger om at komme fra Kina til Danmark. Det er meget sæsonbetonet. Jeg har aldrig oplevet noget komme senere end 6 uger, så er det gået tabt, og man klager og får pengene tilbage. Tracking nummer er ofte lidt hurtigere, da afsenderlandets postvæsen gerne vil af med ansvaret.

Fra Banggood er den foretrukne forsendelsesform fra Kina det der hedder Priority Direct Mail. Det koster typisk omkring 20 kr / $3.50 ekstra, tager typisk 10-14 dage hvis varen er på lager. Det leveres via luftpost til Holland, videre til Danmark og bringes ud af PostNord/PostDanmark.

Alt hvad der går gennem PostNord har en risiko for at blive udtaget til kontrol. Min erfaring er at 95% af pakker ender op hos PostDanmark til kontrol, næsten alt sendt via EMS Express. For småforsendelser i den typiske kinesiske grå/sorte/hvide plastickuvert er der under 10% risiko for at blive udtaget til momskontrol, uanset om det er via Holland eller direkte fra Kina. Tracking nummer betyder ikke noget i denne henseende.

Hvis din vare udtages til kontrol, så er processen langsommelig, og det er den vigtigste grund til ikke at vælge noget der kommer med PostNord. Når de efter 14 dage åbner buret, så sender de et postbrev til dig hvor de beder dig om at oplyse hvad varen har kostet. De vil ikke have faktura. De vil have udskrift fra netbank/paypal etc. som dokumentation. Når du har sendt det retur pr mail, så behandler de sagen nogle dage efter, og sender dig et nyt postbrev med link til betaling. Når du så har betalt, så frigiver de pakken til omdelingen 1-2 dage efter. Forsinkelsen hvis man udtages til kontrol er den største anke der er mod PostNord, og så selvfølgekig at deres gebyr for dårlig service er dyrere end den gode service andre steder.

Hvis det skal gå hurtigt så har Banggood og HobbyKing international Expedited shipping med DHL/FedEx/UPS. Så har man varen på få dage, men skal often betale en del ekstra i porto. ($30-$40)

Hos DHL/FedEx/UPS er gebyreret 125 kr. Varen kommer fra Kina til Danmark på 1-2 dage. Man er 100% sikker på at skulle betale moms og gebyr, og jeg er aldrig blevet bedt om yderligere dokumentation. Men pakker kan af SKAT udtages til kontrol med en dags ekstra forsinkelse til følge. Ved DHL kan man få en SMS, og vælge levering til Swipbox. Og får et link når regningen er klar. Og når man har betalt går der nogle minutter, og man får så udleveringskoderne pr. SMS. Det fungerer bare. Så større ordrer eller dyre ting, så er der intet reelt alternativ til kurertjenester.


tirsdag den 24. juni 2014

Begyndertips til DJI Phantom 2 Vision+


Her en række tips og gode råd hentet fra udenlandske fora.
  1. Gem emballagen. Den kan bruges til transport på ferien, eller returnering. Og så er der koder på den der skal bruges hvis man skal lave en "re-bind"
  2. Installer App'en fra Google Pay store eller Apple's App Store. Man skal sikre sig at den ikke står tyil FPV mode, da det slår sidelæns stabilisering af kameraet/gimbal fra.
  3. Sørg for rigeligt strøm på mobilen/tablet'en der bruges til at styre med. Og husk at lade Range Extender op hver gang. Den tager ikke skade af at stå med strøm på.
  4. Tegn en ansvarsforsikring der dækker modelflyvning.  Kan tegnes gennem modelflyvning.dk hvor man også får medlemsskab og klubblade. Ca. 600 kr/år, eller forsikringsselskab for ca. 500 kr/år. Er ikke med i almindelig basisforsikring.
  5. Kend reglerne for hvor du må flyve. Og husk, de er anderledes i udlandet. Der er ingen EU regler.
  6. Hent information på nettet. Se instruktionsvideoer, og tips.
  7. En GPS tracker til 150 kr kan være en god investering. En drone der lander 100 meter væk kan være svær at finde på en mark eller i langt græs.
  8. Sæt propellerne rigtigt på. På motorgevindet er der sorte prikker på de 2 motorer. Der skal propellerne med den sorte møtrik på. em rundt til de sidder fast. Skal ikke spændes efter. De er selvstrammende.
  9. Hust at fjerne Gimbal låsen, og læg den hvor den ikke bliver væk.Også når din Phantom skal sluttes til en computer. Og fjern objektivhætten.
  10. Den første flyvning - pre-flight. Vær sikker på at begge vippekontakter S1 og S2 er i øverste position. Og lav en kompas kalibrering. Checkliste før start er:
    - Tænd Range Extender
    - Tænd Fjernbetjening
    - Fjern Gimbal-lås og objektivdæksel
    - Tænd Phantom 2
    - Start App'en.
    - Check at Phantom 2 blinker grønt, og GPS status i App siger mindst 6 satelitter.
    - Start med fuld gas, så dronen ikke vælter.

    Flyv efter reglerne, med masser af plads, og ingen forhindringer. Det kan være svært at vurdere afstand til enkeltstående træer, og om man flyver foran/bag ind i dem. Flyv gerne uden tilskuere de første par gange. Tænk på solen i din skærm, brug eventuelt anti-reflekterende film.
  11. Antennen skal helst pege op. Bedst signal er ud for dens sider. Dårligst ud for enden. For Range Extender er det den flade side der skal pege mod dronen.
  12. Flyvningen. Overdriv ikke. Bliv indenfor synsafstand, og tænk på hvor dyr dronen har været. Flyv i 20-50 meters højde til du har føling med det. Husk at venstre/højre er i forhold til den øjeblikkelige flyveretning.
  13. Flyv ikke bag forhindringer. Selv et enkeltstående træ kan afbryde forbindelsen. Og hvis det står højere end 20 meter over start positionen, så vil coming-home flyve ind i træet.
  14. Hvis dronen er i Coming Home mode, så kan den vertages igen ved at højre kontakt sættes i midterposition. Når man har kontrol igen, kan man sætte den i toppen igen (GPS mode).
  15. Vær forsigtig med at flyve ned. Hvis man flyver for hurtigt lodret ned i vindstille, så kan man komme i sin egen down-wash, og miste al opdrift og styrte. Hvis det sker, så flyv fuld fart frem (højre styrepind op). Det anbefales at bevæge dronen vandret samtidig med en nedstigning. Nyere firmware begrænser nedstigningshastigheden til 2 m/s. Tænk også på det og batteriet.
  16. Dronen kan landes i hånden eller på jorden. Når den står, så venstre styrepind ned i 3 sekunder, og den lukker for motoren. Jeg lander nu normalt ved at gribe den i luften. Det kan være en fordel med en snor i fjernbetjeningen så man kan slippe den. På på fingre, hovedet m.m.
  17. Hvis du skal publicere en video, så er VIMEO langt bedre end YouTube til HD. Det er en helt anden kvalitet.
  18. Når man har fløjet i GPS modus nogle gange, så prøv at flyve uden GPS. Altså ATTI mode, hvor computeren alene passer højden. Så man ved hvordan den opfører sig uden GPS, og når GPS dækning forsvinder midlertidigt. Prøv at flyve op i f.eks. 50 meters højde, og se hvordan den flyder med højdevinden, som så kan afløses i App'en. Husk, at når den skal hjem er vinden enten en ven eller en fjende.
  19. Husk at trykke på optage knappen. Det er irriterende at komme hjem uden video. Det er rigtigt vigtigt at gøre det efter batteriskift, da det er her man ofte glemmer det. Husk at slukke for optagelsen inden batteriet slukkes/tages ud, ellers er videoen defekt. Sæt kortet i kameraet og tænd det i 30 sekunder, og defekte videoer fixes igen. Dog med forkert dato.
  20. Det kan være en god ide at stoppe video og starte igen så man bider den op i flere filer, i tilfælde af problemer.

Anmeldelse af DJI Phantom 2 Vision+ plus

Jeg har for kort tid siden købt en DJI Phantom 2 Vision+ (P2V+ i folkemunde), go det er det absolut fedeste stykke legetøj jeg har haft. Det er en drone eller en Quadcopter eller multi-rotor flyvemaskine eller hvad man nu vil kalde den for.

Tidligere har modelfly været en hobby for folk der selv byggede og samlede tingene, og det samme for Quadcoptor (4 motorer) og hexa- eller octocopters. Det tætteste man kunne komme var noget ARF (Almost Ready to Fly) som tog nogle timer og lidt finmotorik at samle, og man skulle købe fjernbetjening, modtager m.m. ved siden af. De små helikopterer til indendørs brug ændrede dette, så kunne man købe noget der skulle have støm, og så kunne det flyve. Og AR Drone var den første rigtigt populære Quadcopter, som kan styres med en iPhone.

DJI, som har lavet kontrolenheder til selvbyggere, og større droner, herunder professionelle store Octokopters til store spejlreflekskameraer er nu gået ind på consumer markedet, med først Phantom 1 og nu Phantom 2.

DJI kaldes dronernes svar på Apple. Når man åbner kassen, så virker det næsten helt Apple agtigt. Dronen er hvid, alle kasser med manualer ligner noget Apple kan have lavet, i hvid og med lys grå tekst og billeder. Der virker virkeligt lækkert. Dog er trykkvaliteten af selve manualen i den lidt billige ende, og Apple ville nok ikke vælge en æggebakke til pakken. Men ellers en fed fornemmelse.

Klargøring

Inden man skal ud at flyve, så skal man have ladet Range Extender helt op via et micro-USB kabel, som man sætter til sin computer eller en USB lader (medfølger ikke). Man skal have ladet batteriet til Phantom op, det tager 1-2 timer. Og så skal der batterier i fjernbetjeningen. Og man skal have strøm på sin telefon / iPad Mini eller hvad man nu bruger som skærm.

Min gamle iPhone 4 kunne ikke trække video i mere end 320x240@15 fps, så jeg bruger en iPad Mini der kører fint i 640x480@15 fps.

I mellemtiden henter man så softwaren ned på sin telefon, og på sin computer.

Når dronen og Range Extender har fået strøm, så kan man passende koble den til computeren, opdatere softwaren, og lave en ny kalibrering.

Man kan også bruge Phantom RC til at kalibrere fjernbetjeningen, men det er nok ikke nødvendigt første gang.

Inden man tænder dronen, så skal man først tænde fjernbetjeningen, og fjerne objektivbeskyttelse og Gimbal-låsen. Gimbal'en er den kamera stabilisering der hænger under dronen. Hvis man ikke gør det, så kan motoren til gimbal'en ødelægges.

Batteriet tændes ved at kan trykker og slipper knappen, og trykker igen og holder knappen inde til den tænder. P2V+ giver nogle høje lyde når den tændes.

Første Flyvning

Når jeg skal ud at flyve følger jeg denne checkliste:

  1. Tænd Range Extender (det tager lidt tid før den er klar)
  2. Vip S1 + S2 på fjernbetjening op i øverste position
  3. Tænd Fjernbetjening
  4. Sæt propeller på P2V+ - De snurres lige rundt til de sidder. Ikke noget med at stramme ret meget. De er selvstrammende. Der er en sort prik på toppen af gevindet hvor propeller med sort møtrik skal sidde.
  5. Tænd P2V+
  6. Kobl telefonen til Phantom_xxxxx WiFi, go start Vision App'en.
  7. Overvej om man skal kalibrere kompasset.  Hvis det skal gøres, så gør man det ved at vippe S1 (den høre vippekontakt) op/ned minimum 5-6 gange indtil dronen blinker gult. Så holder man dronen vandret og drejer sig selv med dronen 360 grader rundt. Så blinker den en anden farve, og man peger den med næsen ned, og drjer 360 grader igen.
  8. Hvis man ikke har 6 satellitters dækning, så skal man ikke flyve. Dronen viser dette ved at blinke grønt. Men check på din telefon, hvor du også kan se batteristatus på både P2V+ og Range Extender.
  9. Start videooptagelse.
Nu er man klar til at lette. Fuld gas med venstre pind til den er lettet og kommet op over hovedhøjde. Slip så styrepindene. Den skulle gerne stå nogenlunde stille. Nu kan man så vippe kameraet lidt op eller ned efter hvad man synes. Til at styre med bør det op i øverste position.

Husk, fjernbetjeningen er kun lavet til at styre det man kan se. De 5.8GHz kan ikke gå igennem ret meget. Har mistet kontrollen bag et levende hegn, hvor den så kom tilbage.

Prøv at rotere dronen om sin egen akse ved at flytte venstre pind til siderne. Slevom dronen ser næsten symetrisk ud, så er der en forende. Det er den retning kameraet peger. Drej dronen i en sikker retning, få den op i 5-10 meters højde, og løft højre pind lidt opad. Så skulle den gerne flyve fremad.

Det kan være svært at styre dronen, da højre og venstre altid er i forhold til den retning kameraet peger. Prøv at se om du kan flyve den uden at bruge skærmen til at flyve den. Flyv et stykke ud, drej til højre eller venstre, flyv ligeud, kom tilbage til start.

Der er nogle der flyver FPV (First Persons View) hvor man kun bruger skærmen. Dette er forbudt i Danmark, medmindre man har en assistent stående der kan se dronen og holde øje med anden trafik i luften. Så det er vigtigt at lære en passede blanding af skræm og visuel på dronen hvis man vil flyve alene, hvilket kan være en god ide de første gange. Den kan være svær at finde igen hvis man har mistet synskontakten med den.

Dronen flyver hurtigt. Den flyver med op til ca. 15 m/s + vindhastigheden. Jeg har i 7-8 m/s højdevind være oppe på næsten 23 m/s = 82 km/t. Men husk, dronen skal også tilbage igen. Det er dyrt legetøj.  Hjemad kan den kun flyve de 15 m/s - 8 m/s = 7 m/s. Så det tager mere end 3 gange så lang tid at flyve hjem som ud. Husk på det når du flyver.

Selvom det er vindstille kan der være højdevind, og den er ofte i Danmark drejet mod højre. En skomagerregel siger at fra 0-3000 ft (op til 1000 meter) drejer vindretningen mod højre med 30 grader, og vindhastigheden tiltager 50%. Men hvis man er hvor der er forhindringer og ikke på en åben mark, så kan højdevinden være meget kraftigere. Og det samme med fronter der trækker ind.

Jeg har prøvet at springe faldskærm på kanten af et tordenvejr. Jordvinden i Aalborg Lufthavn var 4 m/s. Men højdevinden helt ned til 10-20 meters højde var 20-25 m/s, så vi blæste bagud hele vejen fra 600 meter og ned til lige før vi skulle lande.

Konklusion

Det er det fedeste stykke legetøj jeg har haft. Og det er virkelig ready-to-fly.
Men, jeg havde problemer med at den første havde en defekt overdel, og en motor der sad lidt skævt, og den næste havde nykker med Gimbal, så jeg har returneret den, og venter til DJI har fået styr på tingene.

I mellemtiden har jeg valgt at købe en Walkera QR X350 Pro, som er en lidt mere gør-det-selv drone, hvor man skal købe ekstra boards, og i gang med loddekolben for at få telemetri på skærmen (højde/hastighed etc). Så den venter jeg på kommer fra Kina, og må acceptere at der ikke er megen garanti udover hvis den ikke virker ved modtagelsen. Den har også en 2D gimbal der ikke er på højde med DJIs.






mandag den 2. juni 2014

Regler for droneflyvning i Danmark

I Danmark er det Trafikstyrelsen der fastsætter regler for alt luftfart. Og med luftfart gælder alt hvad der kan styres og som flyver, med undtagelse af drager og andet der styres via snor.

Så hvis du vil flyve med en lille helikopter eller andet, så må du gerne gøre det indendørs, men straks du er udendørs gælder luftfartsloven. Også selvom du flyver i 1 cm højde i din have.

For flyvning med modelfly og lignende, sælder reglerne i BL 9-4 (Bestemmelser for Civil Luftfart). Disse findes her BL 9-4 (åbner i nyt vindue).

Her er trafikstyrelsen generelle side om droner / UAS. Trafikstyrelsen om UAS

Grundlæggende skal man huske:
  • Ikke udsætte andres liv eller ejendom for fare
  • Være til mindst mulig ulempe
  • Max 100 meters højde
  • Afstand til bymæssig bebyggelse, herunder industri (se AIC B 23/13 for detaljer) :150 meter. 
  • Tæt bebyggelse, beboede campingpladser eller større mængder mennesker der er samlet i det fri, strande og parker i umiddelbar tilknytning til boligområder må ikke overflyves
  • Afstand til større offentlig vej (vej med rutenummer): 150 meter
  • Særlige følsomme naturområder fra BL 7-16 (nu BL 7-15) må ikke overflyves
  • Afstandskrav til Offentlig Flyveplads der er på KMS kort er 5 km, militær flyveplads 8 km.
  • Der er krav om sekundant når man flyver FPV jf AIC B 27/13
Såfremt luftfartøjet vejer over 7 kg, så gælder særlige regler, og der er strenge straffe for at overtræde dem.

Der er ved lovændring i 2016 kommet mulighed for at ministeren kan lave en bagatelgrænse, så lette modeller undtages fra reglerne. For alle reglerne gælder i dag alt der flyver ved aerodynamisk opdrift. Det vil sige en papirsflyver i silkepapir skal man ud på landet med, det samme gælder en Frisbee, som slet ikke må bruges på stranden hvis der er andre mennesker. Så der er behov for bagatelgræsen.

Bagatelgrænsen bliver sandsynligvis 250g som i andre lande i EU og i USA når den kommer.

Så kort sagt, legetøjet fra supermarkedet må ikke benyttes i din egen have Du skal ud på landet.